Er du på ferie i overflødighedshornet Las Vegas, er der en vis sandsynlighed for, at du får en drink eller to. Eller fem. Vågner du med ondt i håret om morgenen, er der heldigvis fortsat masser af ting, du kan foretage dig, så du ikke spilder din ferie på at ligge i sengen.
Nyd en af de mange pools i byen
En lang række af de store hoteller i Las Vegas har pools på taget, og dem kan du få lov til at besøge – også selvom du ikke er hotelgæst. De lokale benytter de skønne pools en hel del, og det er faktisk nærmest en festdag i sig selv, når der endelig bliver varmt nok til, at de mange tagpools bliver åbnet. En pooldag er oplagt på en dag, hvor du ikke orker andet end bare at ligge.
Tag på shopping
Kan du godt overskue at lave lidt mere end bare at dase ved en pool? Så kan du med fordel nyde nogle af de mange gode shoppingmuligheder, der er i Las Vegas. Som bekendt er det som regel temmelig billigt at købe tøj og sko i USA, og det gælder altså også i Las Vegas. Du kan både shoppe på The Strip og mange andre steder i byen, så der er nok at gå i krig med. I udkanten af byen finder du diverse outlets, hvor du virkelig kan gøre nogle gode køb.
Se en god film
Ønsker du at slappe af, kan du overveje at se en god film på din tømmermændsdag. Der findes et væld af biografer i Las Vegas, og det ér altså en oplevelse at besøge en klassisk, amerikansk biograf. Alternativt er der også udendørs biografer, hvor de viser alverdens både nye og gamle film. For eksempel er det muligt at se 50 Shades of Grey i en af drive-in-biograferne i byen.
Besøg Red Rock Canyon
Vil du gerne opleve storslået natur? Så skal du besøge Red Rock Canyon, som ligger umiddelbart uden for Las Vegas. Det er en nationalpark med naturskabte røde sten, som er smukke som bare pokker. Orker du ikke at gå rundt derude, er det muligt at betragte det vidunderlige landskab fra bil ved at køre den smukke sceniske rute, der ligger omkring parken. Så behøver du end ikke at stige ud af bilen, men kan sidde stille og roligt og lade dig imponere.
Tag en tur ud at sejle
Det er muligt at sejle i gondol ved hotellet The Venetian i Las Vegas. Medmindre du har alt for meget kvalme, er det en oplagt aktivitet på en dag med ondt i knolden. Generelt er The Venetian et besøg værd, og du kan sagtens besøge hotellet, selvom du føler dig en smule kvæstet. Generelt er der en lang række hoteller i Las Vegas, som du bør lægge vejen forbi blot for at se dem indvendigt. Det kan du passende gøre på en af de dage, hvor der ikke behøver at ske alt for meget.